Grønne regnskaber
Fra energiwiki.dk
Grønne regnskaber og miljørapportering
Både EU og Danmark kræver i dag, at en række miljøtunge virksomheder skal udarbejde grønne regnskaber, samt indberette udledninger af 91 forurenende stoffer. Indberetningerne sker via virk.dk og dele af oplysningerne offentliggøres på Miljøstyrelsens hjemmeside. Reglerne for indberetningerne beskrives i ”Bekendtgørelse om visse virksomheders afgivelse af miljøoplysninger” fra 3. marts 2010. Bekendtgørelsen er en samling af ”Bekendtgørelse om visse listevirksomheders pligt til at udarbejde grønne regnskaber” og ”Bekendtgørelse om et register over udledning og overførsel af forurenende stoffer”.
Man kan læse den fulde bekendtgørelse her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=128761
Samt se hvilke virksomheder der er omfattet her:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=128761#B1
På miljøstyrelsens hjemmeside findes i øvrigt en række værktøjer og guider til brug for registrering og indberetning af grønne regnskaber og forurenende stoffer.
I det følgende beskrives to eksempler på opgørelser af energiforbruget i forbindelse med grønne regnskaber. De to eksempler stammer fra industrivirksomheden (Grundfos A/S), der har pligt til at lave et regnskab og Boligforeningen 3B.
Eksempel 1: Erhvervsvirksomheden Grundfos A/S
Grundfos er forpligtet af lov om grønne regnskaber til at udarbejde et grønt regnskab. Desuden er virksomheden EMAS-registreret, hvilket også giver virksomheden nogle forpligtelser til at offentliggøre sine miljøpræstationer.
Ud over lovgivningens punkter under redegørelse i et grønt regnskab, kan følgende medtages deri: • Miljøpolitik • Hensigtserklæringer, valg af et eller flere fokusområder for det kommende år • Miljømålsætninger og handlingsplaner, se nedenstående eksempel
Figur 1 og 2 og 3 viser forskellige elementer fra processen omkring det grønne regnskab hos Grundfos A/S.
I det grønne regnskab skal virksomheden redegøre for det væsentlige forbrug af energi, vand og råvarer i regnskabsperioden, samt for de væsentlige arter og væsentlige mængder af forurenende stoffer mm. Du kan se de seneste miljøredegørelser på www.grundfos.dk.
Eksempel 2: Boligforeningen 3B
Boligorganisationer er ikke omfattet af lov om grønne regnskaber, men langt de fleste store boligorganisationer udarbejder grønne regnskaber for deres boligafdelinger. Statens Byggeforskningsinstitut har udarbejdet en model til grønne regnskaber. Den er gratis og kan findes på Statens Byggeforskningsinstituts hjemmeside, http://www.sbi.dk/miljo-og-energi/gronne-regnskaber/gront-regnskab-for-boliger/
Baggrunden for det grønne regnskab
Boligforeningen 3B består af 70 boligafdelinger, ca. 12.000 boliger og ca. 21.000 beboere.
3B har siden 1997 haft et miljømålsætningsprogram og arbejder for at reducere forbruget og mindske miljøbelastningen fra både administrationen og boligafdelingerne. 3B har udarbejdet grønne regnskaber for både administrationen og boligafdelingerne siden år 1997.
3B’s vision med udarbejdelsen af de grønne regnskaber er, at de skal tjene som et redskab for afdelingsbestyrelserne og driften i de enkelte boligafdelinger til at sætte fokus på områder, hvor der kan opnås energibesparelser. Målet er at gøre de grønne regnskaber så brugervenlige som muligt og at formidle dem til den enkelte beboer.
Sådan udarbejdes det grønne regnskab
De grønne regnskaber i 3B indeholder de enkelte boligafdelingers forbrug af varme, vand og el (oftest kun fælles el-forbrug). For enkelte afdelinger bliver der også indberettet tal for solvarmeproduktion. 3B anvender en modificeret udgave af Statens Byggeforskningsinstituts model for boligafdelinger. Afdelingens nøgletal bliver sammenlignet med gennemsnitstallene fra Danmarks Statistik (se figur 3).
3B har arbejdet med energistyring i afdelingerne i mange år. En ejendomsfunktionær fra hver boligafdeling har til ansvar minimum en gang om måneden at aflæse og indberette afdelingens forbrug til et centralt energistyringssystem, hvorefter både afdelingen selv og en central energi- og miljøgruppe har mulighed for at vurdere og kommentere data. Energi- og miljøgruppen overfører årsforbrugene fra energistyringssystemet til de grønne regnskaber. Varmeforbruget bliver graddagekorrigeret, så de enkelte årsforbrug kan sammenlignes.
Inden de grønne regnskaber sendes til driften og afdelingsbestyrelserne i boligafdelingerne, bliver hver enkelt afdelings forbrug kommenteret både i forhold til tidligere regnskaber, og i forhold til det danske gennemsnitlige nøgletal. Det grønne regnskab anvendes også til at sætte fokus på andre indsatsområder, f.eks. kan regnskabet indeholde data for, hvor god afdelingen er til at afkøle fjernvarmevandet, affaldsproduktion, forbrug af sekundavand i vaskerier og toiletter mv.
[figur 3] Figur 3: Eksempel på Grønt regnskab fra en af 3B´s boligafdelinger.
Forfatter og revision
Forfatter 2002 Marianne Heyn Thøgersen (Guldborgsund Kommune) Opdatering og revision 2010 ved Dorte Nørregaard Larsen (Energiforum Danmark)
Gode råd
• For fjernvarme afhænger CO2-emissionen af værkets brændselsart. Sørg for at få oplysning herom
• Gør regnskabet overskueligt med tabeller og grafer
• Sørg for at involvere brugerne og informer om formål og resultater
• Følg op med udvikling år for år med mål og resultater
Kilder og yderligere oplysninger
Bekendtgørelse om visse virksomheders afgivelse af miljøoplysninger, nr. 210 af 03/03/2010
Bekendtgørelse om årsregnskabsloven, LBK nr. 395 af 25/05/2009
www.mst.dk
www.sbi.dk
www.grundfos.com
www.3b.dk






